andedammen |
området omkring"døds"dammen er en urnegrav |
En tekst jeg skrev i sommeren 1988:
På Politikens spiseseddel står der: ”VAND HAR HUKOMMELSE”.
Jeg er ude og lufte barnevognen. Jeg er lige ved at få min Ramlösa galt i halsen. Stakkels vand, der foruden at være proppet med kulsyre, må finde sig i at blive hældt igennem mit system. Er det skærsilden for vand at ryge igennem et menneske? Hvis vand bliver tilført giftstoffer i tilstrækkelige mængder, bliver det så til ”dødt” vand, uden hukommelse?
På min videre vandring, evige trillen med barnevogn, kommer vi til en offentlig legeplads uden vand. Sprinkleren duer ikke, så det kære barn må fortsætte turen med sand i mund og tæer.
Hvor er der smukt i Valby? Utrolig mange steder. København er jo en smuk by. Men hvis man vil være lidt ensom, må man gå på kirkegården. Her er den dybeste ro og smukkeste beplantning. Gravsten med ornamenter og navne fra forgangne tider. Ja, vi går en tur på Vestre Kirkegård. Barnet tager sig en lille lur. Det er skønt, så kan jeg også hvile mig. Jeg tegner lidt hist og her, en skulptur af en frodig dame der sørger dybt og af en engel som løfter en mand til himmels.
Omkring mig klipper gartnere buske og sørgende kommer listende til deres afdøde familiemedlemmer med vandkander for at holde liv i beplantningen. Måske også de afdøde får glæde af et par dråber vand, som siver ned gennem kistelåget…Jeg triller forbi en sø, som er smukt bueformet. Omkring søen er der skrænter, hvor der ligger gravsten efter en jazzmusiker, socialdemokratiske statsministre og grønlandsfarere. På søen er der ænder, som snadrer som ænder vel i almindelighed. Her elskede jeg at sidde på en bænk, da jeg var gravid og gør det vel stadig.
Ikke så langt herfra ligger den ”døde” sø. Uhyggelig, firkantet og monumental. Hvilket vand har det mon bedst? Det i andedammen eller ”døds”dammen? Ingen af dem får tilsyneladende tilført nyt vand. Længes vandet begge steder efter det voldsomme hav, at kunne rulle og bevæge sig? At føle sig som en del af det store hele. Jeg drikker den vin, som min svigermor har efterladt og elsker HAVET!
Jeg er ude og lufte barnevognen. Jeg er lige ved at få min Ramlösa galt i halsen. Stakkels vand, der foruden at være proppet med kulsyre, må finde sig i at blive hældt igennem mit system. Er det skærsilden for vand at ryge igennem et menneske? Hvis vand bliver tilført giftstoffer i tilstrækkelige mængder, bliver det så til ”dødt” vand, uden hukommelse?
På min videre vandring, evige trillen med barnevogn, kommer vi til en offentlig legeplads uden vand. Sprinkleren duer ikke, så det kære barn må fortsætte turen med sand i mund og tæer.
Hvor er der smukt i Valby? Utrolig mange steder. København er jo en smuk by. Men hvis man vil være lidt ensom, må man gå på kirkegården. Her er den dybeste ro og smukkeste beplantning. Gravsten med ornamenter og navne fra forgangne tider. Ja, vi går en tur på Vestre Kirkegård. Barnet tager sig en lille lur. Det er skønt, så kan jeg også hvile mig. Jeg tegner lidt hist og her, en skulptur af en frodig dame der sørger dybt og af en engel som løfter en mand til himmels.
Omkring mig klipper gartnere buske og sørgende kommer listende til deres afdøde familiemedlemmer med vandkander for at holde liv i beplantningen. Måske også de afdøde får glæde af et par dråber vand, som siver ned gennem kistelåget…Jeg triller forbi en sø, som er smukt bueformet. Omkring søen er der skrænter, hvor der ligger gravsten efter en jazzmusiker, socialdemokratiske statsministre og grønlandsfarere. På søen er der ænder, som snadrer som ænder vel i almindelighed. Her elskede jeg at sidde på en bænk, da jeg var gravid og gør det vel stadig.
Ikke så langt herfra ligger den ”døde” sø. Uhyggelig, firkantet og monumental. Hvilket vand har det mon bedst? Det i andedammen eller ”døds”dammen? Ingen af dem får tilsyneladende tilført nyt vand. Længes vandet begge steder efter det voldsomme hav, at kunne rulle og bevæge sig? At føle sig som en del af det store hele. Jeg drikker den vin, som min svigermor har efterladt og elsker HAVET!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar